”Jeg har vildt travlt og nærmest ingen tid til at lave mad.… “

af Christian Bitz

Den kommentar er nok det, jeg oftest får. Og det undrer mig egentlig lidt, for der er rasende mange muligheder for inspiration. Men måske er det lige netop opskrifter og inspiration, som vi skal væk fra og så én gang for alle punktere myten om, at sund mad er tidskrævende at tilberede (og nej, det er heller ikke dyrt eller mindre velsmagende).

 

Hurtig sund hverdagsmad handler i min optik om planlægning og prioritering. Hvis du ofte kommer sent hjem fra arbejde og ikke har tid til at handle ind, så er det svært at lave spændende og nærende mad (med et tomt køleskab). Og det er her planlægningen kommer ind, for du skal jo spise. Du kan f.eks. handle stort ind i weekenden, så burde du faktisk have til hele ugen. Når der skal handles ind, så vil jeg forslå, at du f.eks. fokuserer på følgende:

 

  • Årstidens grøntsager og/eller evt. frosne grøntsager
  • Tørrede linser og bønner
  • Rugbrød (som ristet i tern med lidt honning kan løfte en traditionel salat)
  • Lidt godt kødpålæg og fiskekonserves
  • Smagsgivere der kan holde længe, som f.eks.: soja, pesto, citron, honning og sennep

 

Hvis du har mulighed for en lille urtehave i vindueskarmen med 1-2 friske urter, så har du råvarerene til på 10 minutter at tilberede et måltid, der er lysår sundere og mere velsmagende end de fleste take-away steder tilbyder. Lav f.eks. en salat af kogte linser, dampede grøntsager og urter, der lige inden servering hældes over med citronsaft og honning. Eller hvad med et stykke rugbrød med humus og lidt magert pålæg?

 

De dage hvor du ved, at du spiser hjemme, vil jeg anbefale, at du supplerer med friske råvarer som fisk, kylling og grøntsager. Prøv f.eks. min yndlingsret, der tager ca. 14 minutter at tilberede: Tænd oven på 180 grader. På et stykke bagepapir lægger du 1-2 slags fintsnittede grøntsager, f.eks. fennikel og hvidkål. Ovenpå ligger du et stykke fisk, f.eks. torsk eller laks. Kom lidt soja, chili og citron over og luk pakken helt tæt. Ind i ovnen i 12 minutter og så har du den sundeste og lækreste fastfood-fisk, du nogensinde har smagt!

 

En madplan kan også være en god hjælp til at smide mindre ud. Blomkål kan f.eks. både bruges i ovenstående ret, rå som salat med nødder, feta og en dressing af olie, citron og honning. Og en klassisk blomkålsgratin, hvor resten snildt kan fryses, er jo heller ikke af vejen. Netop fryseren er et godt sted at gemme rester og portionsanrettede retter, der lige er til at hive ud, hvis du kommer sent hjem.

 

Du kan i perioder sagtens spise ensidigt, hvis det er eneste der fungerer, men jeg vil minde dig om, at det ikke er hensigtsmæssigt eller holdbart at have ”for” travlt til at prioritere din egen

sundhed. Det gælder både træning og mad(lavning). Prøv bare at blive lidt bedre til at prioritere dig selv, så garanterer jeg, at du får meget mere energi og bliver mere effektiv.