Mad til ældre – du kan gøre en forskel!

af Christian Bitz

Vi kan ikke være bekendt at servere uappetitlig mad af ringe kvalitet til dem der har allermest brug for det. Jeg var selv ude i 2009 og rette en hård kritik af 3 forskellige leverandører af ældremad. Jeg var rystet over den fornærmende dårlige kvalitet, som man bød de ældre. Meget er sket siden. Mange steder ER maden faktisk blevet bedre og fremstår i dag glimrende og til tider fremragende. der er mange hospitaler, plejehjem og institutioner som har arbejdet målrettet med at forbedre maden. økologi, bæredygtighed og HØJ KVALITET er en naturlig del af mange køkkener. Det skal vi huske når kritikken rammer enkelte måltider og leverandører. MEN VI SKAL GØRE DET BEDRE!

 

Jeg har selv brugt mere end 5 år som forskningschef på Herlev Hospital, hvor jeg sammen med nogle af landets dygtigste madpersonligheder, har været med til at udvikle maden til patienterne. Vi har taget maden seriøst, forsket og ikke mindst kæmpet for at appetitlig og næringsrig mad havner i maven på vores patienter, som vi i øvrigt kalder gæster. Herlev Hospital har i dag det økologiske sølvmærke, eget bageri, egen slagter og måltider tilberedt lavet fra bunden af de bedste råvarer, som ofte både er lokale og bæredygtige. Jeg har fået en større viden, respekt og forståelse for storproduktion af mad til mange. Der er fordele, men bestemt også begrænsninger. Viden som er uhyre vigtig at tage med når der skal tænkes nyt og forbedres. Jeg har rejst verden rundt og fortalt om vores strategiske og praktiske arbejde i køkkenet, forskningen, økonomien og ikke mindst den LIVSKVALITET vores gæster får af et ordenligt måltid mad.

 

Min opfordring er at tage kritikken seriøst og bruge den konstruktivt, i stedet for at skubbe ansvaret videre. DERFOR, kære ældreminister, sundhedsminister, regioner, kommuner, forbund, organisationer, leverandører og alle dem som kan – og bør – have et ansvar for udvikling, Produktion og bespisning af ældre, patienter, børn og hvem der ellers er afhængige af, at få leveret mad. Lad os mødes. Lad os bruge alle vores kompetencer og dele viden, så vi kan blive bedre og løfte i flok. Lad os sætte baren højt og insistere på, at gøre en forskel for de mange mennesker, som er afhængige af måltider, de ikke selv tilbereder. Vi kan ikke være andet bekendt. Appetitlige måltider SKAL SELVFØLGELIG være en basal del af plejen i Danmark.

 

Jeg insisterer på at der skal gøres noget. Slut med kritik uden handling. Og jeg vil begynde med maden til ældre. Både dem på plejehjem og de ældre som får maden leveret. Jeg håber du vil hjælpe mig. Hvordan er maden på plejehjem og til de ældre som bor hjemme og får madservice udefra? Jeg vil gerne have både alt det gode og alt det som kan blive bedre. Send meget gerne billeder og din/de ældres vurdering til mig på [email protected].
Jeg vil sætte stor pris på at modtage din mail, som selvfølgelig anonymiseres.

Vi starter en bevægelse, som vil gøre en forskel for de ældre, der ikke får ordentlig mad.