TØMMERMÆND

af Christian Bitz

Julefrokost med god samvittighed

Det er tid til julefrokost og de fleste damemagasiner bugner af gode råd om hvad du bør undgå – og de få ting du kan spise med god samvittighed – på julejulebuffeten, for at slippe slank i gennem december. Men helt ærlig, der er jo kun et par julefrokoster om året, der for alt i verden da ikke må spoleres med slankemad! Vi er ikke skabt til at veje det samme hele året. Og hvis vi skal tage lidt på, så er det da i julen! Så lads os nyde julefrokostens overflod af grisefedt, friturestegt dej og sød, kold risengrød….og så skal jeg nok sidde klar med en slankekur (der holder) til jer i januar…

 

Så hvad er mere naturligt end at kigge lidt nærmere på drikkevarerne og hvad du kan gøre før, under og efter julefrokost for at minimere det største problem af dem alle: tømmermænd. Bitz tester myter og kommer med konkrete råd.

 

Inden

Myte: Drik en ½ liter fløde inden du skal ud – så bliver du mindre fuld! Sandt og falsk! Fløde eller andre fødevarer i din mavesæk gør at du optager alkoholen langsommere og i måske i lidt mindre grad, så du ikke bliver så helt så fuld helt så hurtigt. Men fløde har formodentligt ingen speciel virkning – medmindre det kvæler lysten til at drikke! Det bedste du kan gøre, er at spise regelmæssigt op til julefrokosten. Lad endelig vær med at ”spare op”, altså blive rigtig sulten før den store buffet, for så er risikoen stor for at du bliver alt for fuld og/eller kommer til at spise (alt) for meget.

 

Under

Myte: Man bliver mere fuld af at blande forskellige slags alkohol og spiritus, end hvis man drikker samme slags Falsk! Der er mængden alkohol du indtager der har betydning for hvor fuld du er/bliver. Om det kommer fra øl, vin og/eller vodka er kroppen ligeglad med. Det er den til gengæld ikke dagen efter, for både rødvin og mørk spiritus indeholder større mængder restprodukter, f.eks. træsprit, end klare alkoholiske drikke som snaps, vodka og gin. Det betyder at mørk spiritus giver slemmere tømmermænd end de klare. Myte: Man bliver mere fuld af Champagne og andre mousserende drikke Sandt! Champagne gør dig hurtigere beruset, fordi kuldioxid (boblerne) øger optagelsen af alkohol i kroppen. Myte: En ordentlig gang natmad giver færre tømmermænd Falsk! Det er faktisk lige modsat. Mad gør som sagt, at alkoholen optages langsommere, hvilket ikke er smart hvis du gerne vil være ædru og frisk dagen efter. Derfor er det bedste du kan gøre: Drop natmaden! Drik vand i stedet for inden du går i seng. Og evt. noget frugtjuice, der kan øge forbrændingen af alkohol en smule. Myte: Vand ”fortynder” min brandert, så jeg bliver mindre fuld Falsk. Men det er en god strategi at drikke masser af vand i løbet af aftenen. Ikke fordi du bliver mindre fuld (for du drikker sikkert samme mængde alkohol), men fordi at en én af de væsentligste årsager til l tømmermænd er væskemangel.

 

Efter

Myte: Man kan svede alkohol ud (blive hurtigere ædru)? Falsk! Alkohol forbrændes primært af leveren, der er ligeglad med hvad du foretager dig af aktivitet. Så alkohol forbrændes med konstant hastighed, og der er ikke meget du kan stille op. Dog kan motion og frisk luft gøre at du får det lidt bedre og ikke føler dine tømmermænd i lige så høj grad. Myte: Jeg har helt vildt lyst til salt dagen efter. Sandt! Alkohol dehydrerer din krop, hvilket også trækker en masse salte ud. Du skal dog ikke overdrive dit saltindtag dagen derpå. Den primære grund til at du har lyst til salt, er faktisk at du er dehydreret. Det er nemlig kroppens naturlige respons. For hvis du spiser salt, så bliver du automatisk tørstig og drikker mere væske. Og husk så, at vand og tid kurerer selv de værste tømmermænd – dog ikke moralske, som du selv må klare! Ha’ en sjov december og en dejlig jul! Vi ses til en sund(ere) januar…

 

Hvorfor får vi egentlig tømmermænd?

Det er der flere årsager til – det er en kombination af bl.a.:

  • Væskemangel (alkohol er stærkt vanddrivende, så kroppen dehydreres)
  • Når alkohol nedbrydes dannes et stof, der er giftigt
  • Forgiftning med metanol
  • Lavt blodsukker.
  • For meget røg.
  • Forstyrret nattesøvn.
  • Irriteret mave